Fryden at være kokken
Som tilbereder artiskokken
Til bords ved vinens glæder
Min elsker artiskokken afklæder
Dyppet i smør, blad for blad
Til sidst kun hjertet, på vores fad
Se det er kærlighedens mad
Artiskokken er en smuk og delikat spise. Den er enkel at tilberede, da den blot skal koge i 8-12 minutter alt efter størrelse. Du kan lave en olie-citrus-marinade med krydderurter og hvidløg til at dyppe bladene i eller lægge en klat mør på artiskokken.
Den tager lidt tid at spise, men det er jo dejligt og sanseligt med fingermad der tager tid. Man kan kalde det ”veganernes fjordrejer”
Du kan også købe en dåse artiskokker, skære dem i kvarte og putte dem på pizza eller tærte. Eller skære dem lidt mindre ud og komme dem i salater.
Endelig kan du blende hjerter med hvidløg, olivenolie, salt, citron og lidt timian/oregano/rosmarin. Så får du en skøn artiskokcreme der er god som dip til grøntsagsstave og grissini. Artiskokcremen bliver meget delikat hvis du blender en grillet rød peberfrugt i. (bag peberfrugt i ovnen til skindet er tæt på sort. Træk skindet af og du står tilbage med det lyse røde frugtkød.
Artiskokken er fuld af fibre og mætter godt og langvarigt. Den har stoffer som styrker og stimulerer leveren.
Bitterstoffer i artiskokken stimulerer fordøjelsen, særligt fedtfordøjelsen.
Derfor er det med både hjerte og hjerne at du kan overgive dig fuldstændig til artiskokker.